Kardemomme – skal den være grøn eller sort?


Kardemomme – skal den være grøn eller sort?

Kardemomme er et kraftfuldt og aromatisk krydderi, der er en del af ingefærfamilien. Smagen og duften er stærk og har noter af eukalyptus. De aromatiske kardemommefrø sidder inde i kapslen. Frøene kan enten bruges hele eller i stødt form.

Det er et populært krydderi i det indiske køkken, hvor det blandt andet bruges i karryretter og i den allestedsnærværende chai-te. I Mellemøsten er det almindeligt med et par kardemommekapsler i kaffen, mens man i Iran bruger krydderiet i te.

Kardemomme vokser i tropiske områder omkring det Indiske Ocean, hvor en stor del kommer fra især Karnataka og Kerala i Sydindien og Sri Lanka.
Guatemala i Mellemamerika siges at være den største producent af kardemomme i verden.
De velsmagende kapsler har været et kendt krydderi siden 700 f.Kr og kendt i Europa siden 1200-tallet.

Grøn eller sort
Kardemomme kommer i to farver  - grøn og sort. De grønne kapsler er mindre end de sorte, der er grovere og med en røget  og stærkere smag. Den grønne kardemomme er mildere med en krydret, blomstret duft, der kan minde om eukalyptus.

Den mest almindelige kardemomme herhjemme er den grønne slags, som bruges i bagværk og glögg til jul.

Sort kardemomme er beslægtet med den grønne slags, men stammer fra en anden plante.
Smagen minder om grøn kardemomme, men er lidt stærkere og røget i smagen.

Hvordan bruger man det?
Kardemomme kan bruges i både søde og salte retter, hvor det giver ekstra smag og nuance til maden.

Kardemomme bruges typisk på følgende tre måder:
1. Hele kapsler, der fx koges med ris og sorteres fra, når man spiser.
2. Let knuste kapsler
3. Frøene alene i hele eller stødt form.

Stødt kardemomme kan være ganske dyrt, så nogen gange kan det betale sig at male den selv. Vidste du at det faktisk er det tredjedyreste krydderi i verden efter safran og vanilje?